Hvem er "Ligtning Bolt"
Hvem er Usain Bolt? Usain Bolt er verdens hurtigste mand nogensinde, og dobbelt Olympisk mester på 100, 200 og 4x100 meter. Han er kendt for sin enorme coolness og hans høje humør, hvilket har medvirket til mange fans rundt omkring i verden. Han har en fantastisk evne til ikke at være nervøs, og i stedet bare slappe af inden en stor finale. Ofte ser man de andre sprintere lukke sig ind og holde sig meget for dem selv under opvarmningen, men Usain Bolt gør lige det modsatte. Han render nemlig rundt og pjatter, og har nærmest mere travlt med at snakke om ugens NBA kampe end at varme op. Grunden til at han kan det, er fordi han har måske den bedste psyke nogensinde set. Der er to ting der forklare hvorfor han har en så speciel psyke. Den ene er at han har en enorm portion selvtillid og siger selv: “Hvis jeg først har slået dig ved et stort stævne, slår du mig aldrig igen”. Den anden er at han ikke føler noget som helst pres, fordi han til Junior VM på hjemmebane i Jamaica var udsat for et absurd højt pres, i en meget ung alder. Han var så nervøs, at da han skulle tage sine pigsko på, tog han højre på venstre, og venstre på højre. Han endte dog med at få styr på sit mindset og vandt junior VM. Med skoene omvendt på. Den nervøsitet har været med til at skabe den Bolt vi kender i dag. Vi skal dog noget længere tid tilbage, for at finde den dag Usain Bolt fandt ud af, han havde talent.
Han løb sit første løb da han var 6 år. Løbet foregik omme på hans skole Waldensia Primary i Sherwood Content hvor han også blev født. Det var hans lærer Mr. Nugent der havde arrangeret et løb mellem Usain og skolens hurtigste dreng Carlos, på skolen idrætsdag. Mr. Nugent havde opdaget Usains hurtighed, en dag i et frikvarter hvor drengene spillede cricket. Mr. Nugent kunne med det samme se at Usain var hurtig og eminent god, men han kunne også se noget som ingen andre havde lagt mærke til før. Han kunne se en fremtidig super sprinter. Mr. Nugent blev ved med at prøve, at overtale Usain til at løbe mod Carlos, og da han til sidst tilbød Usain sin madpakke, stod det klart at der skulle være løb. Hele skolen stod klar langs med 150 meter banen, og som Usain har gjort mange gange i løbet af sin karriere, så vandt han. Det var i det øjeblik at han fik smag for det at løbe for et stort publikum, hvilket det jo var dengang.
Da han kom i High School fik han et sportslegat, hvilket gjorde han fik betalt sin skolegang, og ikke længere måtte spille cricket. Det blev han ked af det over, da han på tidspunkt ikke havde nogen som helst idé om, at han ville være sprinter. Han brokkede sig derfor til sin far, der altid har været hård med sin opdragelse. Brokkeriet fik Usain derfor ikke meget ud af. Han begyndte at løbe 200 som han også gør i dag, men i stedet for 100 meteren som vi også kender ham for i dag, så løb han 400 meter. I løbet af sin første periode i High School, blev han mere og mere doven til træning. Han pressede aldrig sig selv til træning, og pjækkede ofte. Det ændrede sig dog da han tabte til sin rival González. Usain begyndte derefter at træne hårdere, og lave alle de øvelser som træneren sagde han skulle. Det begyndte ret hurtigt at bære frugt da han et halv år efter udkonkurrerede González Da han var 14 år blev han Juniorverdensmester hvor hans konkurrenter var 17 år. Efterfølgende begyndte hans træningsmoral igen at gå nedad, og han begyndte at dovne den af.
Da han blev ældre og skulle på universitetet, flyttede Usain til Kingston for at gå på Kingston High Performance. Han havde ellers svømmet i tilbud fra Amerikanske universiteter, der tilbød ham sportstipendium. Han valgte dog i modsætning til mange andre Caribiske atleter at blive. Grunden til at han gjorde det var fordi, at han havde hørt at programmet i USA var LANGT hårde end i Jamaica. Den største grund til at han blev i Jamaica var dog hans mor. Han var og er stadig en mors dreng, og ville derfor ikke kunne undvære hende. Usain begyndte hurtigt at kunne lide livet i Kingston, da det er en by med et MEGET livligt natteliv.
Usain begyndte dog at løbe ind i problemer med sin træner. Hans træner Fitz Coleman var en meget streng træner, der virkelig pressede sine atleter helt ud til kanten og også udover. Det blev et problem for Usain med det hårde træningsprogram, da han ikke havde den optimale styrke for en atlet på hans alder, fordi han havde dovnet den af med træningen i High School. Det problem kunne Coach Coleman til gengæld ikke se. Han fortsatte bare med det samme træningsprogram, som han også havde brugt på sine tidligere atleter. Da 2004 sæsonen skulle i gang blev det besluttet at han skulle satse på 200 meteren ved OL i Athen. Det var Usain dog ikke tilfreds med for han ville hellere forsvare sin titel ved juniorverdensmeterskaberne. Da sæsonen skulle i gang var han nervøs for sine tider, fordi han ikke havde trænet som en normal 200 meter løber, men i stedet som en 400 meter løber. Han overraskede dog sig selv meget, ved et af de første stævner i sæsonen, hvor han satte juniorverdensrekord på 200 meter, og blev den første junior under de 20 sekunder. Usain forblev dog utilfreds med sin træning. Han kunne mærke at hans krop blev dårligere og dårligere for hver uge. Han endte med at blive skadet, og dermed gå glip af juniorverdensmesterskaberne, men endte dog med at blive meldt klar til OL. Til OL røg han ud i første runde. Hans krop var ikke i nærheden af at være klar. Han lå egentlig på en fjerdeplads, men valgte at tage farten af 10 meter før mål, så ham på femtepladsen kunne få lov til at gå videre. Grunden til at Usain gjorde hvad han gjorde, var fordi at han var skuffet over sig selv, og ikke ville OL 100%. Det at han ikke en gang gik videre fra første heat, fik folk i Jamaica til at tvivle på ham. De mente nu at han ikke var det store talent, som hans tider og titler ellers havde gjort ham til. Den skuffende sæson gjorde at han endelig fik lov til at skifte Coach Coleman ud med Coach Glen Mills. En træner som Usain havde været fascineret af lige siden han startede på Kingston High Performance.
Coach Mills blev med det samme en succes. Lige fra dag et forstod de hinanden, og Coach Mills blev en faderfigur for Usain. To år inden OL indgik de en aftale om, at hvis Usain løb under 10:30 på 100 meter, så ville Coach Mills gå med til at fokusere på den sammen med 200 meteren. Det gjorde han! Han løb faktisk 10:02, hvilket var imponerende for en der aldrig havde trænet 100 meter, og med hans 1,96 meter taget i betragtning, var det en fantastisk tid. Alle havde afskrevet ham fra at kunne blive 100 meter løber p.g.a. hans højde. De fleste 100 meter løbere er nemlig mellem 1,75 og 1,80. Inden de havde indgået deres aftale, lavede de en tre års plan, der sagde at Usain skulle toppe ved OL i Beijing i 2008. Som alle nok ved, så holdte deres plan altså meget godt. Den var endda lidt bagefter Usains reelle niveau. For året forinden havde han slået verdensmesteren på 100 og 200 meter Tyson Gay, på 100 meteren til Reebok Grand Prix der er et stort stævne. Udover at slå Tyson Gay der aldrig havde anset ham som en udfordre, så slog han også Asafa Powells verdensrekord på 9,74 med 2 hundrededele.
Året efter var der OL, som blev starten på en total dominans, og som gjorde Usain verdensberømt. Med sit store smil, sin “ligtning Bolt” posering, den ene guldmedalje efter den anden og ligeså med verdensrekorder, forførte han et hav af mennesker. Han gik fra ukendt til superstjerne, ikke bare inden atletik, men for ALLE sportsgrene. Men inden alle disse titler og rekorder, fik han en, for ham trist nyhed. Verdensmesteren som han havde slået i 2007 Tyson Gay, havde været skadet inden OL, og røg derfor ud allerede i først runde. Alle jamaicanere var glade, undtaget Usain Bolt. Han ville nemlig gerne slå Tyson Gay igen. Usain var ligeglad med at han mistedede en udfordre, for for ham var Tyson Gay ikke en udfordre, han havde jo slået Gay til Reebok Grand Prix. Han ville bare gerne slå Gay til OL, hvor der absolut ikke var nogle undskyldninger.
